På toppen af Bakken

Dansk

2013 Tur på Bakken 170713 (10)

Vores tur til København bød også på en tur til Bakken. Ledsageren og jeg er ikke rigtig forlystelsestyper, så det var ikke så meget derfor at vi tog derud, men jeg havde dog læst på deres hjemmeside, at her i sommerperioden er der rabatter på de fleste af forlystelserne om onsdagen i tidsrummet 12-18 (de åbner kl. 12), så jeg tænkte at dér kunne vi jo lige så godt tage derud, hvis det nu var at vi fik lyst til at prøve noget alligevel – desværre havde resten af København også læst på deres hjemmeside, så der var PAKKET. Vi gad ikke rigtig stå i kø, og der var egentlig heller ikke rigtig noget, som vi havde den store lyst til at prøve, så vi forlystede os bare med en god gåtur i området. Det er også et fint område til det.

Vi startede dog dagen med frokost hos “To Søstre“, hvor man for 89 kr. kan spise sig mæt i deres frokostbuffet, som lover byg-selv-burgere, pizza og flæskestegssandwich. Derudover var der også lasagne, stegt flæsk med persillesovs og kartofler, barbecueben og kødboller. I salatbaren var der agurk, tomat og salat, tzatziki, kartoffelsalat, pastasalat, syltede agurker, rødkål og måske en eller to andre ting, som jeg har glemt, og derudover var der også majskolber, pomfritter og flødekartofler. Der var forskellige dressinger til at komme i burgeren, såsom mayonaisse, remoulade og ketchup, men det hele var sat i store skåle med skeer i, som MEGET hurtigt blev MEGET klistrede og ulækre at røre ved, men ingen af disse dressinger var markeret med skilte, så det var svært at skille det ene fra det andet i det halvmørke rum.

Flødekartoflerne var gode, kartoffelsalaten knapt så meget. Pizzaen, hvoraf der var to slags, var meget tilostet og kedelige i smagen, og de var meget længe om at fylde op, når de løb tør, men de smagte da ikke som sådan dårligt. Barbecuebenene var OK – bortset fra at der lå små stykker ben nede i, som ikke var behagelige at tygge på, så det vil jeg egentlig anbefale at styre udenom.

Jeg måtte jo også lige smage den stegte flæsk, og jeg må indrømme at den var heller ikke værd at komme efter. Der var rigtig meget fedt på, og normalt giver dette i det mindste en god smag, men flæsket smagte sådan set udelukkende af fedt. Det samme gjorde sig gældende for meget af flæskestegen. Her bestod det meste af det også af fedt, og fordi at de steger kødet på grillen, så er det meget svært at få sværen sprød. Det lykkedes mig dog at finde et stykke med sprød svær, men langt størstedelen var bløde, og hvis sværen er blød ved første servering, så er det ikke en flæskestegssandwich, i hvert fald ikke hvis det er noget der sælges i en restaurant.

Pastasalaten var god, primært fordi pastaen ikke var udkogt, som den typisk er sådanne steder. Burgeren var sådan set udmærket, selvom bøfferne var lige lidt for små. De skulle jo gerne have samme størrelse som de burgerboller de serverer til. Der var dog ikke tale om nogen spændende burger. Der var kun lige det mest påkrævede indhold, og hverken ost eller bacon. Baconen kan jeg forstå, men det burde da ikke være så vanskeligt at sætte en stak skivet ost på bordet.

Lasagnen var kedelig, men kødbollerne var OK. Majskolberne var dårlige – de smagte underligt og gav en mærkelig konsistens i munden. Generelt var det meste kun lige noget, der skrabede sig igennem – det var bestemt ikke en gourmetoplevelse og ikke noget særligt at skrive hjem om. Derudover kan logistikken også nævnes, da den også haltede lidt. I midten var grillen, hvor man kunne hente sine bøffer, sin flæskesteg, sine majskolber og sine burgerboller, og til venstre for den var salatbaren og diverse dressinge. Logistisk set burde burgerbollerne stå i en kurv nede ved salatbaren, således at man kan slutte med bøffen, eller i det mindste gøre tallerkenerne store nok til at der er plads til en burger, som ikke er klappet sammen, samt de pomfritter som man typisk tager ved siden af.

Der var alenlang kø, da vi var der, og der var fyldt med larmende gæster og skrigende børn, så det er ikke et sted man tager hen for at hygge sig, med mindre man synes det er hyggeligt at kunne slippe sine børn løs uden at skulle sige noget til dem, når de skaber sig. Der var dog noget for de fleste på buffeten, og prisen lå på under 100 kr. pr. person, så det er vel udmærket. Min forudindtagede holdning er at man ikke kan få god mad på Bakken – og hvis man kan skal man betale en formue for den – så vi gik efter noget af det billigste, der samtidig lød spiseligt. Stort set ALLE steder på Bakken serverer buffet, og det er langt de fleste steder nøjagtig det samme de serverer, og så er der jo ingen grund til at betale 109 kr. for noget som man kan få for 89.

Jeg havde nu også lidt ondt af kokken, for han stod der ene mand i en meget travl butik og skulle løbende sørge for bøffer, pizza, majskolber, burgerboller, flæskesteg, og sikkert meget andet også, så det kan ikke være nemt at være ham.

Efter frokosten gik vi lidt rundt omkring forlystelserne, men blev hurtigt trætte af larmen og menneskemængden, så vi gik os i stedet en god tur i området. Her lykkedes det os at spotte et par dådyr (eller var det rådyr?). Et af dem gik over vejen lige foran os.

2013 Tur på Bakken 170713 (17)

2013 Tur på Bakken 170713 (12)

Efter gåturen blev vi jo nødt til at slutte af med en is, og det blev ved “Ami Isbar“. Det er ikke særlig mange gange at jeg har været på Bakken, så det er begrænset hvilke minder jeg har om stedet. Dog fik jeg for en del år tilbage en rigtig lækker hvid chokolade milkshake hos Ami Isbar, så derfor var det også her, at vi endte med at købe vores is. Nu til dags reklamerer Ami Isbar med hvor lidt fedt, der er i deres is, hvilket jo er en god undskyld for at spare på den dyre fløde, som giver isen sin gode smag, og i stedet pumpe den fuld af sukker, hvis de får lyst til det. Fedtfattig betyder oftest rig i sukker.

Det primært positive der er at sige om isbaren er deres store udvalg af isvarianter, og det faktum at de laver dem selv. Smagsmæssigt synes jeg dog ikke, at der var noget særligt at snakke om. Jeg valgte daim, hindbær og snickers. Nu er jeg ret glad for daimis, og jeg laver den også gerne selv derhjemme. Daimchokolade har den rigtige gode kvalitet, at hvis du hakker en daimbar og kommer det i isblandingen, så trækker smagen ud i resten af isen. Derfor får du ikke bare klumper af daim, du får rent faktisk en hel is der smager af daim OG daimklumper. Sådan laver de den ikke ved Ami Isbar. Da tager de en hvid smagløs ismasse og hælder daimkugler i, som i sig selv kun smager OK, fordi de er mere chokolade end karamelknas, og så ender de med et ret kedeligt resultat. Hindbærisen var ikke bedre, da den smagte meget kunstigt og mere som hindbærlimonade end hindbær. Det kunne også ses ved at den var helt lyserød. Snickers-isen var klart den bedste, og det var et plus med de hele peanuts, der var i. Generelt var der for lidt fyld i isen, især når den ikke i sig selv smager af mere end den gør. Ledsageren prøvede blandt andet deres rom-rosin-is, og selvom han fortalte at der var masser af god romsmag i rosinen, så var der altiså kun én rosin i hans is.

På toppen af isen kom der en pinlig klat flødeskum og en smule syltetøj. Ingen guf i bunden betød naturligvis at isen drypper ud af den forkerte ende, og desuden synes jeg at guf er meget bedre i varmen, da fløde har det med hurtigt at blive harsk og vammel i varmen (og dette siger jeg selvom jeg sådan set personligt foretrækker flødeskum til min is). Til gengæld var der så lidt flødeskum på at det nok ikke gjorde noget.

Jeg blev nok lidt skuffet over resultatet. Især da der bestemt ikke er tale om nogen billig is, og én kugle er lig med én kugle, og jeg havde gode minder om deres milkshakes fra dengang. Der stod godt nok stadigvæk at de sælger milkshake, men jeg kunne ikke finde nogen priser herpå, og hvis de ikke vil fortælle mig hvad noget koster, så køber jeg det bestemt ikke. Næste gang finder vi et andet sted.

2013 Tur på Bakken 170713 (18)

Efter isen tog vi hjemad igen, og da vi nu havde fået en stor frokost, havde vi besluttet at få noget lidt nemt og enkelt til aftensmad, hvilket bestod af jordbærkoldskål. Min mor lærte mig i sin tid at lave den på 1 liter kærnemælk og en ½ liter piskefløde (og det smager lækkert, vil jeg gerne tilføje), men i disse sundhedstider har jeg fundet en lidt bedre hverdagsudgave, som består i at skifte piskefløden ud med 1 liter vanille yoghurt. Det smager stadig lige godt. Dertil skal der bruges cirka 1 kg frosne jordbær, og sukker efter smag. Det smager nu altså godt. Jeg skal altid have jordbærkoldskål nogle gange i løbet af sommeren, og før jeg mødte Ledsageren fik jeg det typisk tre dage i træk, når jeg endelig fik det. Jeg laver jo altid en hel portion, og jeg kan ikke spise 1½-2 liter på én gang, selvom jeg forsøger, så der blev til flere dage. Det gjorde mig nu ikke noget.

2013 Tur på Bakken 170713 (19)

2013 Tur på Bakken 170713 (20)

Om aftenen tog Ledsageren lidt billeder af udsigten fra lejligheden.

2013 Tur på Bakken 170713 (21)

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.