Og så sagde vi ja

Dansk

Fredag aften havde jeg svært ved at falde i søvn. Jeg var ikke nervøs, men jeg var spændt og glædede mig til den begivenhedsrige lørdag. Derudover vågnede jeg også tidligt og kunne ikke falde i søvn igen. Jeg tænkte på om Ledsageren havde samme problem, men det fandt jeg ud af efterfølgende, at det havde han ikke. Han har en fantastisk evne til bare at kunne lægge sig ned og så sove, hvorimod jeg tit er rigtig længe om at falde i søvn.

Efter at have ligget vågen en times tid og surfet på internettet via telefonen og spillet sudoku på samme, nærmede klokken sig 7, og så tænkte jeg at jeg godt kunne tillade mig at stå op. Jeg var den første til at gå i bad og fik herefter sendt min far derind. Jeg vandrede stadig rundt i nattøj, for der var ingen grund til at tage tøj på, som senere skulle udskiftes med en brudekjole. Da mine forældre var kommet i tøjet, kørte de til bageren for at købe rundstykker samt noget brød til frokosten, og så dækkede jeg op til morgenmad imens.

Herefter var der hvad føltes som en meget lang pause. Vielsen skulle finde sted kl. 12.00, så vi skulle køre kl. 11, og fordi vores hjem af uvisse årsager konstant er dækket af kattehår, bekendtgjorde min mor, at så snart jeg var trukket i brudekjolen, måtte jeg ikke sætte mig ned noget sted i huset! Derfor skulle min omklædning være det sidste, inden vi kørte.

Det var en meget lang ventetid. Jeg så kedeligt morgentv, og noget på en af discovery kanalerne med dinosauer, som sådan set var meget interessant. Jeg lærte at hornene på trehornene faktisk er ren knogle, hvor næsehornets horn åbenbart er lavet af hår og elefantens af elfenben, derfor er deres horn også meget stærke. Der var også en interessant dinosaurus med panserhud. Men det er så en anden historie.

Kl. 10 forsøgte jeg at snige mig i brudekjolen men fik at vide, at det stadig var for tidligt. Først kl. 10.30 fik jeg lov til at klemme mig i den, og min mor brugte et kvarters tid på at snøre mig ind. En bekendt fra Sæby (Marian) havde jo som tidligere nævnt justeret brudekjolen, blandt andet ved at tilføje nogle stropper. Da vi var på besøg hos hende for at få kjolen ordnet, havde jeg haft den BH på, som jeg havde købt til formålet, og Marian havde nøje afmålt stropperne, så de passede, men da vi nåede bryllupsdagen og jeg skulle have brudekjolen på, så passede stropper og BH ikke sammen, og den blev ved med at stikke udenfor. Så endte jeg med at tage BH’en af, og så gik det alligevel. Det tog dog dobbelt så lang tid at få kjolen på, da jeg skulle have den snøret to gange, men anden gang var min mor også mere i træning.

Herefter var klokken et par minutter i 11, og jeg blev pakket ind i bilen, og vi drog afsted mod Kolding.

I mellemtiden var Ledsageren også på vej til Koldinghus, hvor han mødtes med fotografen og giftefogeden. Ledsageren havde også sørget for blomster, både min brudebuket samt et par buketter til at pynte lidt op med. Jeg afventede utålmodigt tilbagemelding fra ham om, at alt var som det skulle være, og at han var mødt op. Man ved aldrig med brudgomme! Jeg fik dog min SMS i sidste ende, så alt var i orden.

Vi ankom til Koldinghus lidt i 12, og da brudens bil må køre helt ind og holde i borggården, gik min far ind til receptionen og fik fat i en, som med det samme låste porten op og viste os hen til det rigtige sted. Han var vældig hjælpsom. Herefter tog mine forældre frokosten under armen og gik ind i salen, hvor vielsen skulle finde sted, og her stillede min mor sig op, mens min far fik fat på brudebuketten og gik ud for at hente mig. Så gik vi sammen indenfor.

Brudekjolen har i perioder været en af mine bekymringer. Var den pæn nok, passede den til mig, var den for kedelig, og så videre, og jeg har været meget bekymret for hvordan det ville føles, hvis jeg ikke følte mig tilpas i kjolen, når jeg endelig skulle have den på. Men da vi nåede til det punkt, hvor jeg skulle ind og mødes med min kommende mand, så var alt det lige meget. Kjolen er pæn nok, jeg ved ikke hvordan den passer mig eller klæder mig, men da jeg gik ind for at mødes med Ledsageren, så var det ikke vigtigt hvad jeg havde på. Det eneste, der betød noget, var at han var der.

Den flinke giftefoged holdt en fin tale for os, hvorefter Ledsageren og jeg skiftedes til at holde en lille tale for hinanden og udveksle ringe. Jeg havde øvet mig mange gange på min tale og kunne den 100% udenad – men da jeg så stod der foran Ledsageren, så glemte jeg den alligevel. Jeg havde ikke regnet med det, men da jeg trådte ind i lokalet og så ham, så blev jeg alligevel lidt rørt og med lidt tårer i øjnene. Jeg havde ikke regnet med at blive så bevæget, men det var selvfølgelig også et vigtigt øjeblik for os.

Talen var nu ikke et problem. Jeg havde gjort mig tanker om en Plan B, hvis noget glippede – hvis jeg glemte mine ord, så skulle jeg bare sige hvad jeg følte, og så kunne det jo ikke gå helt galt.

Jeg kan nu ikke helt huske hvad Ledsageren sagde om mig, og da jeg spurgte ham bagefter, kunne han heller ikke præcist huske hvad jeg havde sagt om ham – vi kunne huske meningen, men ikke ordene, og det er jo også det vigtigste.

Efter vielsen skrev vi samt vidnerne under, og så var det officielt. Min mor gjorde frokosten klar, og så havde vi en lille pause, mens vi spiste. Frokosten bestod af en lille pølseanretning, solæg lavet på vagtelæg, en lækker chokoladekage, fanølaks, friske jordbær, chokolade og min fars hjemmelavede hindbærsnitter. Der var muligvis mere, men jeg kan ikke huske det præcis lige nu. Vi havde inviteret giftefogeden og fotografen til at spise med, og jeg synes det var rigtig hyggeligt, at giftefogeden tog sig tid til at deltage, så det ikke bare var snakken i 5 minutter og så ud af vagten.

Vi fik også et par enkelte gaver af mine forældre: En Georg Jensen mobil med fugle (så kattene har noget at underholde sig med) og en Turen Går Til Australien, da Ledsageren og jeg har planlagt en tur til Australien næste år (det kommer der sikkert mere om i et senere indlæg). Vi fik også en lille gave fra Kolding Kommune bestående af et par flotte viskestykker (det må være mest tiltænkt Ledsageren, er min vurdering), og det var da rigtig fint af dem at give en lille gave til minde om dagen. Mine forældre gav os også en lilla rose, som de vil sætte ud i haven, mens vi er væk. Rosen havde jeg egentlig selv været med til at skaffe uden at vide det, da de købte den på livsstilsmessen om fredagen.

Herefter var det tid til gruppebilleder, hvilket var hurtigt overstået, og så gik Ledsageren og jeg i gang med vores bryllupsphotoshoot, mens forældrene underholdt sig selv. Vi havde en professionel fotograf med, så han havde helt styr på hvordan vi skulle stå og hvornår vi skulle kysse og så videre. Nu foregik vielsen jo på et gammelt slot, så der var brosten de fleste steder, og også mange trapper, og det er ikke nemt at bevæge sig rundt i højhælede sko sådan et sted. Jeg kunne godt komme frem, men jeg gik meeeeget langsomt.

Vejret var med os. Det var overskyet og en smule gråt, men det regnede ikke, og overskyet er ifølge fotografen det bedste vejr at fotografere i (bedre end blændende solskin), og det så ud til at vi fik nogle rigtig gode billeder ud af det, ud fra hvad jeg lige kort kunne se.

Efter billederne var taget, pakkede vi os alle sammen sammen i vores biler og kørte afsted til Munkebjerg Hotel, hvor vi blev tjekket ind og hvilede os. Bryllupsmiddagen var sat til kl. 18.

Vi havde bare reserveret nogle standardværelser, da det jo ikke var fordi at vi ville opholde os særlig meget på værelserne, så synes jeg ikke der er nogen grund til at betale en masse ekstra penge for suiter og den slags. Det kan man gøre en anden gang, hvor man rent faktisk kan udnytte den ekstra plads.

Middagen fandt sted i deres Tree Top restaurant, og det hele var sat flot op og der var fin udsigt, og maden var fantastisk. Vi havde jo prøvesmagt maden tidligere, så vi vidste godt hvor niveauet lå, og det var på ingen måde ringere denne gang. Det var en virkelig fantastisk middag, og jeg vidste at det var nøjagtig sådan her at vores bryllup skulle være. En lille vielse og så en stor og fantastisk gourmetmiddag om aftenen. Jeg vil dog ikke snakke for meget om maden her, det gør jeg i et separat indlæg, men jeg vil gerne sige igen, at det var fantastisk. Vi havde bestilt en 8-retters menu, og det hele var afmålt og veltilberedt.

Jeg var mæt allerede efter tredje ret, men retterne kom med passende mellemrum, så jeg nåede at finde en lille smule plads igen, førend den næste ret blev serveret, men jeg var godt nok fyldt op, da klokken blev omkring kl. 23 og vi vraltede tilbage til værelserne.

Jeg havde mit kamera med til aftensmaden, så der kommer nogle billeder herfra på et tidspunkt, men de andre billeder må vente lidt endnu. Udover fotografens officielle billeder, så har min far også dokumenteret det meste af dagen og dagene op til, men vi skal lige have udvekslingen heraf koordineret, førend jeg har noget at vise frem, så det her må nøjes med at være et langt tekstbaseret indslag.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.