Lækker kage med kokos, lime og blåbær

Dansk

2013 RV&CH Coconut lime blueberry 270313 (11)

I går havde jeg en veninde på besøg til lidt aftenkaffe og kage – det var vældig hyggeligt, og klokken blev lige pludselig 22, uden at jeg lagde mærke til det, så det var bestemt en succes.

Det betød så naturligvis også at jeg blev nødt til at bage en kage, så jeg fik afprøvet en af de nye kogebøger, jeg fik til min sidste fødselsdag. Det er en særlig kagebog, hvor alle kagerne har grøntsager i. I denne her var der revet squash, men der er også lidt mere eksotiske varianter med fx rødbede og kartofler. Det bliver en anden gang! For jeg skal helt sikkert prøve nogle flere opskrifter – denne her var rigtig god. Kagebogen hedder Red velvet & chocolate heartache og er skrevet af Harry Eastwood.

Kokos-, lime- og blåbærkage

Ingredienser – bunden:

  • 80 g sukker
  • 20 g usaltet smør
  • en knivspids salt
  • 150 g kokosmel

Ingredienser – kagen:

  • 2 æg
  • 150 g sukker
  • 150 g squash – top og bund fjernet, skrællet og fintrevet
  • 2 lime, både skal og saft
  • 120 g hvidt rismel
  • 2 teskefuld bagepulver
  • en knivspids salt
  • 200 g blåbær

2013-rvch-coconut-lime-blueberry-270313-1

Jeg brugte en form, der var ca. 28 x 18 cm, og kagen passede lige nøjagtig i størrelsen.

Ovnen tændes på 180 grader, og bageformen fores med bagepapir. Jeg smurte papiret lidt med en bake-easy spray, men det er en god idé at gøre lidt mere ud af det, da bunden hang lidt fast i papiret (mere om det om lidt).

Sukker og smør smeltes sammen og blandes herefter med kokosmelet. Sukkeret skal ikke smelte, kun smøret, så der bliver til en art pasta. Dette presses så ned i bunden af formen, som bages i ovnen indtil det er gyldent. Min fik cirka 10 minutter.

2013-rvch-coconut-lime-blueberry-270313-2

Æg og sukker piskes lyst og luftigt, og de resterende ingredienser piskes i. Størrelsen på squash skifter afhængig af sæson, men her i slutningen af marts brugte jeg cirka 2/3-dele af en hel. Man kan godt udelade at skrælle squashen, hvis man vil, men i så fald vil der sikkert komme grønne islæt i kagen. Miksturen hældes herefter ned over kokoslaget. Jeg var lidt bekymret på dette stadie, da dejen var meget, meget tynd, men efter bagning var den fin, fast og svampet, så det virker i sidste ende. Dejen minder mig lidt om en clafoutis kage.

Jeg brugte 250 g blåbær i stedet for 200 g, da jeg købte en pose frosne med 250 g i. Jeg hældte bærene i en sigte og overhældte dem med vand, jeg havde kogt i en keddel, og resten af optøningen fandt sted i ovnen under bagningen. Blåbærene spredes ud over kagedejen i et jævnt lag – de fleste synker til bunds.

2013 RV&CH Coconut lime blueberry 270313 (7)

Kagen bages herefter i ovnen, indtil dejen ikke længere er flydende og en kagenål kan stikkes i og komme op igen, uden at der hænger dej ved. Min kage fik cirka 25 minutter.

Kagen smagte rigtig godt, og man kan ikke smage squashen. Til gengæld smager limefrugten godt igennem, og kokos og lime passer rigtig godt sammen samt med det meget milde blåbær. Kagen var også rimelig nem at gå til og hurtig at lave. Det eneste problem ligger i kokosbunden, for det klistrede sig fast til bagepapiret. Det bages jo først alene, så det sætter sig godt fast. Et alternativ er at servere kagen som en upside-down-kage, det vil sige at den vendes på hovedet, så kokoslaget vender opad ved servering. Kokoslaget var vanskeligt at skære igennem, uden at halvdelen klamrede sig til papiret. Jeg fik kun nogle enkelte rigtig pæne stykker over på serveringsfadet, og nogle af disse smuldrede herefter fra fadet til tallerkenen, så det er ikke denne kage man skal servere for de fine gæster. Næste gang vil jeg prøve at vende den på hovedet.

Ifølge kogebogen producerer én portion 9 stykker kage, og hvert stykke koster 262 kalorier. Jeg delte min kage i 18 stykker, og to af slagsen giver en rigtig fin mængde, hvor man føler at man rent faktisk har fået kage, og ikke bare smagt en smagsprøve. Jeg serverede lidt vanilleyoghurt til, men man kan sagtens spise kagen uden tilbehør. Det er en frisk og let sommerkage, hvor blåbærene eventuelt kan udskiftes med friske jordbær eller hindbær.

2013-rvch-coconut-lime-blueberry-270313-9

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.